STÅSTED

En blog om natur- og dyresyn

Karismatisk dansk dyr er gået 90% tilbage

3. dag Tortuguero (160)

Dette er en rammende og chokerende overskrift hvis det handler om tigeren, pandaen, løvfrøen eller elefanten. I dette tilfælde handler det om et dansk dyr. Et dyr der har været en del af Danmarks kulturhistorie gennem mange tusinde år, og som dermed er en del af selveste folkesjælen. Dyret har været meget talrigt, og har været nemt at komme til, enten ved at jage dem, eller ved at købe dem og herefter tilberede dem. De smager i øvrigt ganske udmærket!

På trods af denne markante tilbagegang er det stadig tilladt at jage disse dyr i Danmark. Det kan være svært at forstå. Havde det netop drejet sig om de ovenstående dyrearter, ville vi som danskere gå amok, hvis man tillod jagt på trods af tilbagegang. Men ikke hjemme hos os selv. Her betyder denne særlige art ikke det store. En ting er, om de mængder der bliver fanget betyder noget for den samlede bestand – det kan man diskutere, men det er signalet i, at man stadig tillader jagt, selvom man ser en voldsom tilbagegang.

Det drejer sig selvfølgelig om ålen. Desværre for ålen er den en fisk. Og når det drejer sin om fisk, tænker vi mennesker anderledes. Så gør det ikke så meget om vi fortsætter fangst selvom den er stærkt truet. Mange mennesker i Danmark tror ikke på, at det er så galt som det bliver sagt. De finder stadig ål i havnen og de ved, at man stadig må fange dem. I dag hørte jeg i radioen en “åleopdrætter” fortælle, at der skal udsættes glasål langt de Nordsjællandske kyster. Det er et godt initiativ, og “åleopdrætteren” ved sikkert alt om ål. MEN navnet er jo helt forkert. Man kan nemlig ikke opdrætte ål. Dem man sætter ud er fanget i Biscayen og transporteret herop. Det er lykkedes at få æg af ål ved at hormonbehandle dem, men man kan endnu ikke få larverne til at overleve mere end 10 dage. Se DET er fascinerende. Vi har at gøre med en stærk truet art, og man ved så lidt. Man ved, at de trækker til Sargasso, og man ved at der kommer ålelarver til Europa, men der imellem ved man meget lidt.

Øv, at man ikke bare totalfreder dem, som man ville gøre hvis det drejede sig om tigeren, løvfrøen, pandaen eller elefanten…

Levende lokkeduer

Ja, det lyder jo næsten som overskriften på en annonce for biler eller andet isenkram. Desværre handler dette lille indlæg om lige netop levende lokkeduer og rovfugle fangst i Danmark.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) kunne i dag berette, at der er blevet fundet adskillige rovfuglefælder et sted i Danmark. En af fælderne indeholdt, ud over levende lokkeduer, en duehøg.

Tænk engang. I Danmark arbejder mange seriøse institutioner for bedre dyrevelfærd og en respekt for naturen. Blandt andet DOF og Danmarks Jægerforbund. Når man sætter levende dyr som lokkemad i fælder, overtræder man selvfølgelig dyreværnsloven, da lokkefuglen kun kan sidde og vente på at blive ædt. Derudover overtræder man fredningslovgivningen, da alle rovfugle er fredet i Danmark.

Hvorfor er der så nogen der kan finde på, at sætte fælder op. Tja, jeg forstår det faktisk ikke. Er det måske et forsøg på at begrænse tabet af fasankyllinger i opdrætteriet i skoven? Jeg kan næsten ikke komme i tanke om andre grunde. Det bliver jo så helt grotesk, når man tænker på, at netop fasanen ikke hører til i Danmark. Den hører til i Asien, og efter min mening burde den holdes der. Desværre er den efterhånden blevet en del af den Danske natur, og en del store gårde og godser baserer en del af deres økonomi på disse jagter. I virkeligheden er de, for en stor del, “put and take” jagt. Så i tilfældet med fælderne, prøver man altså, at fange nogle prægtige danske arter, for at udsætte asiatiske hønsefugle, der ikke er en naturlig del af den danske fauna – og aldrig har været det.

Samtidig er der beretninger om, at flere ulve er blevet skudt i midtjylland. Det bliver sværere og sværere at argumentere for, at eksotiske lande skal passe på deres natur og dyr, når vi har så svært ved, at acceptere og værdsætte den natur vi har. Måske skal vi gå ud med de modsatte argumenter: “Udryd tigeren og udsæt danske rovfugle i Asien, så passer vi på jeres fasaner i stedet”!

Ståsted.dk

4. dag Hanging Bridges (27)


 

Velkommen til Ståsted.dk.

En blog om min hverdag og mine ucensorede holdninger til alt og intet. Her er f.eks. en epifyt fra Costa Rica….

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén